Gode projektledere men ris til chefer i kommuner
E-mail
There are no translations available.

Projektlederne i kommunerne er tilsyneladende bedre, end rygterne sommetider siger.
Til gengæld er projektejerne og den overordnede styring knap så god.
 
- Det siges blandt andet i en undersøgelse som Human House A/S netop har offentliggjort resultaterne af. Undersøgelsen er landsdækkende om status og fremtidige udfordringer ved kommunalt projektarbejde i Danmark. Herunder er fremhævet nogle af de mest interessante resultater. 

Mange uddannede projektledere i kommunerne

I alt 92 % af de adspurgte har modtaget uddannelse i projektledelse – enten via intern uddannelse eller eksterne kurser. Dette understøtter fornemmelsen af, at kommunerne i høj grad har været opmærksomme på at give deres ansatte kompetencer til at klare opgaverne indenfor projektarbejde. 

De fleste afdelinger har en projektmodel
De fleste kommuner har udviklet deres egen projektmodel, og deltagerne peger på, at en fælles projekthåndbog er med til at sikre et fælles sprogbrug, struktur og en fælles referenceramme, når projekter skal igangsættes. 

Mere strategisk projektstyring og bedre håndtering af snitflader til driften
En vigtig udfordring for kommunerne ser ud til at være at øge projektejernes evne til på strategisk niveau at kunne vurdere, hvor mange ressourcer et projekt rent faktisk kræver, og hvordan dette skal prioriteres ind hos de medarbejdere, som er til rådighed i afdelingen, sådan at driftsopgaverne stadig bliver klaret. 

Manglende overblik over ressourceforbrug og manglende strategisk prioritering
Mange oplever, at der ikke findes strategisk overblik over retningen og effekten af de mange projekter. De adspurgte beskriver, at man fra strategisk niveau ofte glemmer at vurdere holdbarheden af projekterne løbende og derved spilder ressourcer.

 
Projekthåndbøger skal tilpasses
Mange peger på, at projektmodeller eller -håndbøger kan opleves hæmmende, såfremt de ikke er tilpasset godt nok til den enkelte organisation, eller hvis ikke alle medarbejderne er uddannet i at anvende dem.
 
Projektsamarbejde på tværs af kommunens afdelinger kan være besværligt
I mange kommuner eksisterer der forskellige projekthåndbøger i kommunens forskellige afdelinger. Dette besværliggør det tværfaglige samarbejde mellem afdelingerne, idet de ikke anvender de samme projektredskaber, mangler forventningsafstemning omkring roller, og har et forskelligt sprogbrug, som hæmmer kommunikationen og samarbejdet.
 
Udviklet af TS Computer